Hvis tvillingemoren er motiveret for at amme, og faren bakker hende op, er det meget mere enkelt og mindre arbejdskrævende at amme tvillinger end at give dem flaske, og de fleste kvinder kan producere mælk nok til at mætte to børn. Forudsat at begge børn sutter godt, vil der vedblivende være nok til to.
Måske kan det være mest overskueligt for moren, hvis hun de første dage ammer hvert barn for sig for hurtigt at få løst de mest almindelige begynderproblemer.
Det er imidlertid en god idé hurtigt at blive fortrolig med at amme børnene samtidigt. Det betyder i praksis, at når det ene barn vågner, vækker man det andet. Endvidere er det vist, at når begge bryster tømmes samtidigt, medvirker det til at øge mælkemængden.
Det er vigtigt, at tvillingemoren sidder godt inden amningen påbegyndes, da det kan være svært at “flytte på sig”, når først børnene sutter. En god stor stol eller sofa og løse puder eller en ammepude vil hjælpe moren til at sidde godt og ammer. Nogle kvinder vil foretrække at fortsætte med at amme børnene et ad gangen, selv om den kan betyde, at de kommer til at sidde og amme det meste af dagen. Andre vil foretrække at amme tvillingerne samtidigt eller lige efter hinanden. Endelig vil nogle indrette sig efter børnenes egne rytmer og kombinere dobbelt- og enkeltamning. Hvad den enkelte tvillingemor vælger, bør afhænge af, hvad der fungerer bedst for hende.
Børnene kan hver have deres “eget” bryst, eller de kan bytte plads ved hvert måltid. Der kan være fordele og ulemper forbundet med begge dele. Vigtigst er det imidlertid, at det ikke er vanskeligt for moren at praktisere.
Tilbage til artikel oversigt |