|
Efter to eller tre døgn lægges to embryoner op i livmoderen. Dette foregår ved, at der føres et tyndt plastkateter op i livmoderen via skeden og livmoderhalsen. Dette indgreb er normalt ikke forbundet med smerte eller ubehag.
De mulige overskydende befrugtede æg kan nedfryses eller destrueres, hvis det er parrets ønske. Chancen for, at mindst et af de to embryoner sætter sig fast, er omkring 30 %. Sandsynligheden for, at to embryoner sætter sig fast, er 8 %.
Efter ægoplægningen tager kvinden hormonstikpiller, som indeholder progesteron. Dette hormon er med til at forbedre chancerne for, at æggene kan udvikle sig og sætte sig fast. Dette tages i ca. to uger.
Efter to uger laves en graviditetstest, og er denne positiv, ventes der yderligere tre uger, hvor efter der foretages en ultralydsscanning for at se, om graviditeten har udviklet sig normalt, samt om der er et eller to fostre. Herefter skal parret henvende sig hos egen læge med henblik på 1. graviditetskontrol.
Når først en graviditet er lykkedes, er risikoen for komplikationer i resten af svangerskabet den samme som for andre gravide i samme alder.
|