Under graviditeten er det ikke ualmindeligt, at man får halsbrand og sure opstød – særligt sidst i graviditeten.
Når du er gravid, påvirker hormonerne din mavesæk, så lukkemekanismen mellem mavesæk og spiserør bliver slap. Herudover kommer der generelt et større tryk på mavesækken under graviditeten, således at den sure mavesaft presses op i spiserøret.
Ovenstående forhold er årsagen til, at man lettere får halsbrand og sure opstød, når man er gravid.
Forebyggelse af halsbrand
Halsbrand kan bl.a. forebygges, ved at:
- spise små hyppige måltider i stedet for store hovedmåltider.
- undgå kaffe, te, krydret mad, tobak, alkohol, fed mad og søde sager.
- undgå måltider lige før sengetid.
- undgå stramtsiddende tøj.
- undgå foroverbøjninger og tunge løft.
- sove med hovedgærdet hævet 15-20 cm.
"Sluk branden" med en mundfuld mælk, dansk vand, pebermyntete eller spis en kiks, en banan, mandler eller rosiner.
Der findes to typer medicin mod sure opstød og halsbrand. Det ene danner et skummende gel-lag ned i mavesækken, som lægger sig oven på maveindholdet, hvorved mavesaften forhindres i at trænge op i spiserøret.
Den anden type håndkøbsmedicin neutraliserer syreindholdet i mavesækken. Der findes flere forskellige af denne type præparater.
Tilbage til artikel oversigt |