Indtil 12. uge måles fosterets længde fra isse til ende. Efter 12. uge måles længden fra isse til fod.
4-5. uge af graviditeten
Rygrad og anlæg til hjerte dannes. Ultralyd kan registrere din graviditet. Graviditetssækken måler ca. 1-1,5cm i diameter.
Graviditetssymptomer: Brystspænding, træthed, hovedpine, morgenkvalme, hyppig vandladning, Humørsvingninger.
6. uge af graviditeten
Længde: ca. 5mm - på størrelse med en solsikkekerne.
Fosterets hoved og krop kan skelnes. Man kan se begyndelsen til arme og ben. Der er anlæg til øjne og ører. Der er anlæg til bl.a. hjerne, nerve- og tarmsystem
7-8. uge af graviditeten
Længde er fra ca. 7mm - 1,5 cm.
Hjerneceller er dannet. Fosteret begynder at ligne et lille bitte menneske med arme og ben. Hjertet er udviklet og slår regelmæssigt. Navlestrengen, der overfører næring fra dig til fosteret, er dannet.
Balancesystemet begynder at blive udviklet. Det betyder, at fosteret kan tilpasse sig dine bevægelser. Du oplever muligvis lidt svimmelhed og du får muligvis ændrede spisevaner.
9-10. uge af graviditeten
Længde er fra ca. 1,5 cm – 3,5 cm nu. Vægten nærmer sig 15 gram i løbet af uge 10.
Fingre og tæer kan skelnes og din blodmængde øges væsentligt nu. Ca. 25% bruges til at ernære barnet via moderkagen.
Livmoderen er på størrelse med en appelsin.
11-12. uge af graviditeten
Længde er fra ca. 3,5 cm – 5,5 cm. Alle organer er dannet og fosteret kan lave synkebevægelser.
Livmoderen er nu mellem 7 – 10 cm i diameter, og kan mærkes lige over skambenet.
13-14. uge af graviditeten
Længen er ca. 8-9 cm, barnet vejer ca. 35 g. Barnet kan sutte på tommelfinger. Ribbenene kan skelnes. For at tilpasse sig den øgede blodmængde slår dit hjerte lidt hurtigere end vanligt (4 – 8 slag pr. minut.)
Livmoderen er på størrelse med en grapefrugt.
15-16. uge af graviditeten
Længen er ca. 9-16 cm, og barnet vejer ca. 125 g i slutningen af uge 16. Lillehjernen og rygmarven er dannet.
Barnet laver vejrtrækningsbevægelser med brystkassen/øver sig i at trække vejret.
Barnet har fået hår, øjenbryn og negle. Barnet kan drikke af fostervandet og kan tisse.
Maven vokser meget nu. Du har muligvis stiksmerter i siderne. Det skyldes, at de bånd (ligamenter), der holder livmoderen kan have svært ved at følge med livmoderens vækst. Det er altså naturlige smerter, der ikke er tegn på for tidlig fødsel. Blodet cirkulerer langsommere, hvilket godt kan øge tendensen til lægkramper.
17-18. uge af graviditeten
I denne måned kan barnet seksdoble sin vægt. Det kan gabe og reagere på høje lyde. Der dannes fosterfedt. Den øgede blodmængde kan bevirke du sveder mere.
Barnet er nu ca. 30 cm fra fod til isse. Vægten er ca. 200 g. Foden måler ca. 2,5 cm. Nethinden i øjet bliver følsom for lys. Flergangsfødende kan mærke liv fra nu af. Mængden af progesteron (det graviditets-bevarende hormon) gør at den glatte muskulatur, som bl.a. findes i tarmen, afslappes, hvilket kan give tendens til forstoppelse.
19–20. uge af graviditeten
Anlæg til tænder er dannet. Forandringer i huden er almindelige. Udvidelse af blodkarrene kan give tynde blodudtrædninger på halsen, brystet og i ansigtet. De forsvinder efter fødslen. Brune pletter i ansigtet, på halsen og på maven forsvinder også efter fødslen.
20- 21. uge af graviditeten
Barnet vejer ca. 400g og er ca. 25 cm. fra fod til isse.
Barnet kan sutte på tommelfinger. Hjertet kan høres med træstetoskop. Førstegangsfødende kan mærke liv fra nu af.
Hvis barnet er en pige, findes der nu ca. 6 millioner æg i æggestokkene. Ved fødselstidspunktet er antallet reduceret til ca. 1 million. I løbet af kvindens fertile periode er det kun 3 – 400 af dem, der modnes og derved giver mulighed for befrugtning
22-23. uge af graviditeten
Længde, 25-30 cm., og barnet vejer mellem 450 0g 650 g.
Barnet bevæger sig meget. Du mærker evt. plukkeveer. Barnet er ved at finde en rytme i søvn og vågen tilstand. Sanserne kan stimuleres via lyde - f.eks. musik og tale.
24-25. uge af graviditeten
Barnet vejer ca. 750 g ved udgangen af uge 25. Kønsorganerne er ved at være færdigdannede. Det stof, der sørger for at lungerne kan folde sig ud dannes. Barnets knogler er ved at blive faste..
26-27. uge af graviditeten
Barnet vejer nu fra 750g til 1000 g.
Barnets øjne kan skelne mellem lys og mørke. Halsbrand og forstoppelse er almindelige gener når man er gravid. Der skyldes dels den øgede produktion af progesteron (det graviditetsbevarende hormon), der svækker tarmens bevægelser. Maden er af samme grund også længere i mavesækken, hvilket kan give halsbrand når mavesyren presses op i spiserøret. En anden årsag er, at livmoderen er så stor nu, at den kan trykke på de indre organer så mavesækken forskubbes.
28.-29 uge af graviditeten
Barnet vejer nu godt og vel 1 kg og måler op til 37 cm.
Barnet kan drømme. Det har travlt med at åbne og lukke øjnene og sutte på tommelfinger.
Råmælk (kolostrum) siver muligvis ind i mellem fra brystvorterne. Din stadigt voksende livmoder kan på grund af det tryk den udøver give dig tendens til åreknuder og hæmorider - gener, der forsvinder efter graviditeten.
29-30. uge af graviditeten
Barnet vejer nu ca. 1300-1500 g og er 37-40 cm. langt. I barnets binyrer dannes mandligt kønshormon, som via moderkagen omdannes til det kvindelige kønshormon, østriol. Dette hormon sætter gang i produktionen af det mælkestimulerende hormon, prolaktin. Barnet har således indirekte sikret sig, at der er mad efter fødslen.
31-32. uge af graviditeten
Barnet vejer ca. 1600 – 2000 g og er ca. 38 – 41 cm langt. Barnets organer modnes og fedtlaget vokser. Livmoderens størrelse og din ændrede kropsvægt/holdning kan godt give dig ryggener.
Barnet øver sig i at fokusere, og når øjnene er åbne, ligger det badet i et rødligt blødt lys. Fordøjelsessystem og lunger er næsten færdigudviklet. Pladsen er nu ved at være trang, så du kan fornemme en fod eller en arm gennem maveskindet.
33-34 uge af graviditeten
Barnet vejer ca. 2200-2400 g. Der er et tykt lag fosterfedt om det og huden er mere lyserød nu.
35-36. uge af graviditeten
Barnet vejer ca. 2500 -3000 g og er ca. 45 cm. langt. Selv om barnet fylder meget i livmoderen kan det stadig bevæge sig livligt rundt – du kan sikkert få fat i en fod eller hånd af og til eller mærke/se barnet skyde numsen op øverst i livmoderen. Barnet hikker ind imellem. Immunforsvaret er ved at blive udviklet.
Måske har du en del plukkeveer nu. Plukkeveerne adskiller sig fra veer, ved at de kommer uregelmæssigt og ikke gør ondt
37-38. uge af graviditeten
Vægten er individuel – barnet tager meget på de sidste uger af graviditeten.
Måske mærker du ømhed i bækkenet og kan have svært ved at sove om natten. Barnets hoved kan trykke på din blære, så du ret ofte skal på toilettet. Hos de fleste førstegangsfødende står barnets hoved fast nu. Hos fleregangsfødende sker det oftest først når fødslen går i gang.
39-40. uge af graviditeten
Barnet vejer fra ca. 2500 g til over 4000g. Moderkagen vejer fra ca. 500 g til ca. 1000 g. Der er ca. 1 liter fostervand omkring barnet. Hver anden time er hele denne mængde udskiftet.
Fødslen nærmer sig. For en førstegangsfødende er det dog ikke ualmindeligt at gå 1 uges tid over tiden.
Held og lykke!
Tilbage til artikel oversigt |