Mandag den 25. 07. havde jeg en aftale hos JM klokken 11.40. Jeg lavede den obligatoriske tisseprøve, satte mig ned for at tørre mig og undrede mig over, at jeg stadig dryppede.
Inde hos JM mærkede jeg noget sive, da hun mærkede efter for at se, om hovedet stod fast. Hovedet stod næsten fast og vi blev enige om, at jeg ikke var for god til at holde på urinen… piiiinligt….
Gemalen og mig tog ned og handle. Da jeg stod foran grøntsagerne i Fakta og mærkede mine bukser blive våde var jeg dog ikke længere i tvivl… fostervandet var gået.
Stik imod al sund fornuft gik jeg i panik og blev bange… Nu var det nu – det jeg havde ventet på så længe – og jeg var pludselig slet ikke klar!
Ind på sygehuset for at blive tjekket og for at få bekræftet, at den var god nok. Et par timer senere tog vi derfra med en besked om at møde klokken halv ni næste dags formiddag, så ville de sætte mig i gang.
Eftermiddagen og aftenen gik stille og rolig med at få ordnet de sidste ting. Vi gik i seng ved en ti - tiden, men jeg kunne bare ikke sove. Tusind tanker rumsterede i mit hoved og klokken blev bare senere og senere. Den 26. 07. klokken syv minutter over ét vågner jeg med et sæt. Mærker efter… Næ, det her er alt andet end en plukve, det her er den ægte vare. Så jeg står op og nusser rundt, men der er ikke nogen regelmæssighed. Gemalen, der er kommet op for at tisse, får slet ikke lov til at gå i seng igen. Veerne kommer og går som det passer dem, men kvart i otte begynder de da at bide, så vi tager ind på sygehuset.
Klokken ti beder jeg om ve - stimulerende drop, for det her bliver da ikke rigtig til noget. Nu sker der endelig noget og til middag begynder den lille at presse lidt på. Vi joker med, at hun nok kommer til kaffetid.
Der bliver skruet op for ve – droppet og fra klokken ét af befinder jeg mig i et inferno af smerte. Jeg sanser kun veerne, der nådesløst banker ind over mig. Hver en bevægelse udløser en ny ve og der er bare ikke noget pusterum. Jeg piver, skriger, brøler og er fuldstændig hjælpeløs. Presseveerne tager til og jeg kan ikke modstå. JM kommanderer, at jeg skal gispe – for f… hvor er det svært!! Jeg brøler samtidigt med presseveerne, bander og svovler. Den sidste kant vil bare ikke give sig og jeg vrider mig i smerte. På et tidspunkt presser JM kanten ned ved en ve og Iben glider ned, hovedet kommer til syne og nu må jeg presse. Jeg kæmper, men kan ikke få hende igennem. JM gør hvad hun kan for at hjælpe og jeg føler bare, at jeg går i stykker. Det tager nogle veer inden hovedet endelig kommer ud, men pludselig dykker hjertelyden drastisk. JM siger, at vi skal have barnet ud, NU!! Og jeg tænker bare: Hvad tror du da jeg laver? Jeg kæmper og presser og benene klapper bare sammen, så der pludselig står en JM på hver sin side af mig og hiver benene fra hinanden. De hiver og slider i det stakkels barn og jeg brøler og presser… For f…, det kan da ikke være så svært…. Jeg er grædefærdig…. Så få hende da ud!! Hjælp mig!!
Endelig smutter hun ud, men hun er blå og slap. Niels er længe blevet skubbet til side. JM klipper navlestrengen. Det her skal bare gå stærkt. De masserer hende, men der går flere minutter inden hun endelig skriger… Pyh… Hendes apgar score efter ét minut var på fire, men allerede efter tre minutter scorede hun topkarakter! Niels fik hende over, for jeg magtede simpelthen ikke at holde hende. Jeg var så bange…
Klokken blev 15.08 – lige til kaffetid :O)
Efterskrift:
I dag er Iben seks måneder og tre uger gammel. Vi var til lægen i formiddags. Han bekræftede min mistanke om, at jeg var gravid igen. Til Oktober bliver Iben storesøster. Og jeg satser da så sandelig på, at denne fødsel vil være lidt nemmere.
Knus fra Patricia
|
