|
|
Louise's beretning - Min fødsel |
Om aftenen d. 2. oktober ligger vi sengen og snakker. Ofte har vi sagt til hinanden, at i nat må det da være. Men den her aften siger jeg til Anders, at han altså ikke må forvente en fødsel indenfor de nærmeste dage – jeg siger, at jeg er sikker på, at jeg ikke går i fødsel af mig selv, men bliver nød til at sættes i gang. Om natten vågner jeg kl. 02.30 og skal ud og tisse – det plejer jeg at være på den tid. Jeg kan ikke falde i søvn igen og ligger og tænker på, at vinduerne i soveværelset godt nok trænger til en gang maling, og det beslutter jeg mig for at gøre næste dag. Jeg står op efter 2 timer. Kl. er 04.30. Jeg tænder computeren og kigger lidt på diverse babysider.
Kl. 05.00 begynder veerne så småt, men jeg er slet ikke sikker på, at det er veer. Jeg synes ikke maven spænder helt vildt, men det gør godt nok lidt ondt, og det bliver ved.
Kl. 06.30 går jeg ned og vækker Anders, da han skal møde kl. 07.00. Jeg siger, at måske er der ved at ske noget, men at jeg altså slet ikke er sikker. Han tager på arbejde, og jeg laver en kop kaffe, tænder stearinlys og tager min morgenkåbe på. Jeg skulle da hygge mig lidt. Men jeg får ikke drukket meget af kaffen og stearinlysene bliver hurtigt slukket, da veerne nu tager til, og jeg får det varmt. De kommer med 4-5 min imellem og vare ml. ½ og 1 ½ minut. Under veerne går jeg rundt om bordet i stuen, læner mig op af væggen og ind over spisebordet og ved de slemmeste må jeg endda lige ned og ”bide lidt i guldtæppet”. Jeg ringer til fødegangen, hvor en jordemoder siger, at jeg skal gå i seng og slappe af, og tage tid på veerne. Ja HURRA – jeg kan sgu ikke ligge ned under veerne, men jeg prøver da. De er regelmæssige og bider nu endnu mere. Godt som jeg ligger der, ringer min mor – hun skulle bare lige høre hvordan det går. Jeg siger, at alt er ved det gamle og det bliver vist heller ikke i dag det sker – hun fatter ikke mistanke.
Kl. 11.00 ringer Anders hjem og vi bliver enige om, at han vist gerne må komme nu.
Kl. 12.15 ankommer vi til Fredericia sygehus. Og efter et par veer på parkeringspladsen og en enkelt i elevatoren kommer vi op på fødegangen. Jeg få kørt en strimmel, som viser gode veer, og jeg er sørme 5 cm. åben. JUHUUUUU… Jeg er i fødsel, og vi bliver ikke sendt hjem, som jeg har frygtet!
Vi bliver installeret på en fødestue, og så sidder vi der. Jeg må lige op og gå, når der kommer veer, men ellers hyggesnakker vi og kigger på ”kassen” VORES baby snart skal ligge i. Ihhh hvor vi dog glæder os, og vi snakker om, at selvom vi har været igennem 2 aborter, så er det nu godt, at det først er nu jeg skal føde, for ellers var det jo ikke ”den her baby” vi ville få. Fjollet, men det har trøstet os meget gennem hele graviditeten!
Kl. 13.25 (ifølge fødselsbeskrivelsen fra sygehuset) synes jeg efterhånden jeg har meget ondt og kan ikke rigtig koncentrere mig om at slappe af, når veerne ruller ind over mig. Jeg får tilbudt lattergas og siger ja tak. Tror ikke det gør så meget smertemæssigt, men nu har jeg da masken, jeg kan koncentrerer mig om og ikke KUN smerterne!
Kl. 13.45 er jeg åbnet 8 cm og det er jeg stadig kl. 15.00
Kl. 16.00 prikker de hul på fostervandet som er fint og klart.
Herefter står det hele lidt uklart for mig, men de siger i hvert fald på et tidspunkt, at jeg gerne må presse, hvis jeg har lyst, og det gør jeg så én gang, men derefter synes jeg slet ikke pressetrangen er der. Jeg forsøger at presse oven i de veer jeg får, men er bange for at presse ordentligt igennem. Jeg synes det hele er uoverskueligt og på et tidspunkt tænker jeg, at nu må de sgu bare selv få den baby ud – jeg kan i hvert fald ikke mere. JM truer dog med et ve-drop, som jeg ikke vil have, for jeg havde hørt, at så gør veerne endnu mere ondt og det skulle jeg ikke nyde noget af.
Kl. 17.00 er tingene uforandret. Jeg forsøger virkelig at presse, men er stadig bange for ar presse ordentligt igennem. JM tager på et tidspunkt fat i mit hoved og fortæller mig, at der jo kun er mig til at få baby ud, og at jeg virkelig bliver nød til at samarbejde. Hun siger også, at det jo er hende der har ansvaret for babys og mit helbred og hvis ikke jeg begynder at presse helt igennem sætter hun ve-drop op. Herefter kommer jeg åbenbart på andre tanker, for kl. 17.22 føder jeg Johannes som straks kommer op på min mave. JM gnubber ham lidt på ryggen og derefter stikker han i et skrig. Han falder til ro igen nede på mit bryst og vi kan naturligvis ikke se os mætte på ham. Han ligger og kigger forundret på os og på det nye han er kommet ud i, med hans store mørke øjne.
Jeg får 3 sting og kommer derefter over i en almindelig seng og væk fra fødebriksen. Johannes bliver lagt til brystet og han sutter straks, som om han aldrig havde lavet andet. Behøves jeg at sige, at vi er de lykkeligste mennesker på jorden, og at vi fra første øjeblik er smask forelskede i det lille væsen, vi sammen har skabt!
|
|
|
|
|
|
|
|
