|
|
Michelle's beretning - Min første fødsel |
Jeg vågnede den 11 Juli, på termins dagen, klokken 6:45, ved at vandet væltede ud.
Jeg blev ret forskrækket af at vågne på den måde, og lå lige et par sekunder, for at være sikker på, at jeg ikke bare tissede i sengen.
Jeg blev ret hurtigt klar over, at det var vandet der var gået, så jeg begyndte at hive og flå i Kim, og råbte at vandet var gået, så han kunne godt vågne.
Staklen blev så forvirret, at han først var ved at vende sig om i pølen, og bagefter hamrede hovedet op i skråvæggen, da han skulle rejse sig.
Jeg var vildt spændt, havde jo glædet mig længe til denne dag :o) Vi stod op og fik ringet til fødegangen, hvor vi fik besked på, at tage det stille og roligt, og få os lidt morgenmad før vi kom.
Det hastede jo ikke, da jeg ikke havde veer endnu.
Jeg var ikke spor sulten på det tidspunkt, så jeg smuttede i bad i stedet.
Da vi havde gjordt os færdige, kørte vi mod sygehuset.
På vej begyndte veerne stille og roligt.
Jeg tænkte, at hvis det var de her veer, som kvinder på tv skaber sig sådan over, så er de nogen kyllinger :oD Men jeg blev da hurtigt klogere.
Da vi kom til fødegangen blev jeg undersøgt, og vi gik derefter ud og ventede på Kims mor, som også skulle være med til fødslen.
Jeg var blevet ret sulten, og da hun var kommet blev vi enige om, at køre en tur i Føtex for at få lidt morgenmad.
Da vi havde siddet der lidt tid, begyndte veerne at blive lidt strenge, så vi kørte tilbage mod sygehuset.
Jeg blev igen undersøgt, og vi gik så ned i cafeteriaet.
Jeg tror klokken var omkring middagstid, da jeg ikke kunne holde ud at være dernede mere, så vi gik op på fødegangen igen, hvor jeg fik min fødestue.
Jeg kom hurtigt ned i et stort kar, og så husker jeg egentligt ikke så meget mere, andet end at det gjorde MEGET ondt, og Kim måtte ikke røre mig.
Han ville gerne holde mig i hånden, men jeg kunne ikke holde det ud.
Der skulle bare være helt stille, ingen musik eller snak, så jeg tror alle andre end mig kedede sig lidt :oP Så begyndte presseveerne.
Jeg blev undersøgt, og fik besked på, at nu kunne jeg godt presse.
Jeg begyndte da også at presse en smule, men blev hurtigt enig med mig selv om, at hun IKKE skulle den vej ud.
Hver gang der kom en ve, samlede jeg bare benene, men det blev jm hurtigt træt af, så hun nærmest hev mig op af karret, og op på en briks.
Jeg lå på ryggen på briksen da den næste presseve kom, men samlede igen benene.
Så mistede jm altså helt tålmodigheden, og beordrede mig op på knæerne .
Den næste ve kom, og så kunne jeg altså ikke holde hende derinde mere.
Svup, så kom Cecilie ud, og smerterne var helt væk.
Klokken var 16:08.
Cecilie var smuk og velskabt, og sund og rask.
Vejede 3120 g og var 50 cm lang |
|
|
|
|
|
|
|
