Jeg er en kvinde som havde det perfekte liv, min store kærlighed som jeg havde boet sammen med siden jeg var 18 år, gift i år 2000 efter vi havde været kærester i 10 år, og ½ år efter brylluppet skulle det så være. Jeg blev gravid første gang vi forsøgte, og jeg kunne ikke tro det. Jeg husker tydeligt at jeg sagde til min mand, ”når det gik så hurtigt, må der være en pris, så heldig kan vi bare ikke være” Lykken var stor, og vi svævede bare på en lyserød sky, men den varede ikke længe. Allerede i uge 7 kom jeg første gang ind med en plukve. Vi fik at vide, at der vil gå nogen tid, inden man ville kunne sige om det ville blive til noget. Men det skulle det da, vi havde jo allerede set den lille skid på scanningsbilledet, 1,4 cm fra hovedet til bagdel med små arme og ben, så der var da et barn, men problemet var, at det skulle blive der. I ugerne efter fik jeg hård mave, altså min lille runde mave var hård som cement, men jeg troede, at det skulle være sådan. Fandt ud af sidst i graviditeten at det var livmoderen, som blev hård, og dette var en varsel om at passe på.
I uge 21 gik det galt, jeg fik så kraftig en bækkenløsning, at jeg knap kunne gå og måtte ligge ned resten af tiden. Jeg havde næsten hver dag plukveer, og måtte bare bed til, at det ville gå over, det var jo alt for tidligt. Dét jeg skulle gøre for at holde på barnet, var hvile. Der var en udsendelse der hed ”født for tidligt”, som jeg tvang mig selv til at se, for så kunne jeg se konsekvensen, af hvis jeg ikke overhold det. Cirka en måned før terminen kunne jeg mærke, at barnet ændret sig, det var mere stille. Jeg blev undersøgt flere gange og hjertelyden var fint, så det var bare fordi pladsen var trangt, så det tog jeg til takke med. De ved jo bedre, men noget sagde mig, at der var noget galt. Termin var passeret og jeg var ved at blive skør, der var noget galt. Beskeden var det samme, pladsen var for lille til det store barn. Jeg sagde, at enten måtte de sætte det i gang eller også indlægge mig på den lukkede. Jordemoderen var meget forstående og sagde, at hun ville videresende mig, og anbefalede, at fødegangen skulle sætte fødslen i gang.
Da jeg ankom og forklarede min fornemmelse kunne jeg tydeligt mærke, at der blev ”set skæv” til mig, hysterisk førstegangsfødende. Alt var i orden og barnet ville komme når det var klart. Jeg forlangte en scanning og efter en diskussion gav de efter og tilkaldte en læge. Flere var til stede, da lægen undersøgte scanningsbilledet, og jeg kunne se på deres ansigtsudtryk, at den var gal. Barnet var hel tørlagt, ingen fostervand tilbage. Og så fik de travlt, barnet skulle ud med det samme. Jeg fik noget så fødslen gik i gang ret hurtigt, og mindre end et døgn efter jeg var ankommet til fødegangen, havde jeg født en stor velskabt dreng på 55cm. og 3980 gram. Selve fødslen var det bedste jeg nogensinde havde oplevet, stille og roligt. Kun min mand og jordemoderen, som havde fulgt mig under hele graviditeten var til stede. Næsten intet blod og smerterne var begrænset.
Da det hele var overstået, var jeg lidt uforstående over for alle de ubehagelige oplevelser, man havde hørt om, det kunne jeg nemt gøre igen, bare ikke graviditeten. Jeg havde det på samme måde som starten, fødslen var for nemt, så der ville komme en pris der skulle betales. Regningen kom, jeg går nu med bækkenløsningen på snart 5. år, og der kan intet gøres. Vores drengs største ønske er at få en lillesøster eller lillebror, og det samme er vores, men tør vi? Det vil kunne ende med kørestol. Efter mange samtaler har vi besluttet at prøve, og så må jeg passe på mig selv, og håbe på det bedste.
Den indre stemme, som vi alle har, skal tages alvorligt. Jeg bad om journalen og læste at hans hjertelyd var stærk påvirket, og han ikke ville kunne holde til at være tørlagt mere, da han været det igennem et stykke tid. Det fortalte de mig ikke noget om, kun at alt var fint. Tilliden vil aldrig være til stede fra min side igen, jeg stoler ikke på sygehusvæsnet mere. Jeg har været meget påvirke af, hvor tæt jeg var på at lægge et barn i graven i stedet for barnevognen. Det kan godt være, at sundhedspersonalet har en god uddannelse med kompetencer, men vi mødre kender vores børn, også mens vi bærer på dem.
De kærligste hilsner fra Mathilde |
