|
Jeg er 25 år gammel og er i 13 uge med barn nr 5.
Det er et under at denne graviditet overhovedet blev opdaget,da den havde alle odds imod sig.
Da jeg havde fået mit barn nr 4 som 23 årig, havde jeg besluttet at nu måtte det være rigeligt med børn til mig, men da den mindste så var 1½ kom der alligevel en lyst til en lille ny igen og da manden sagde at det var på tide med en lillebror, ja så blev vi enige om at prøve igen.
Men denne gang var det ikke så nemt som med de andre.
Jeg tog tit en graviditetstest fordi mine mens udeblev. Nogle gange gik der 2½ måned mellem jeg fik mens og nogle gange pletblødte jeg i flere dage eller havde mens en hel måned i træk.
Samtidig prøvede min veninde også at blive gravid, og det var de samme symtomer.
Hun gik til lægen og fremlagde problemerne og fik taget nogle blodprøver.Det viste sig så at hun havde PCO, som kort betyder man danner for meget mandligt hormon og derfor ingen ægløsning har og der går kludder i ens cyklus. Jeg tænkte at det ville jeg da også testes for, vores symtomer var jo ens, så jeg gik til lægen og bad om en blodprøve. Han mente det var noget pjat, men jeg slog i bordet og fik min vilje.
Det viste sig så at mine blodprøver var forhøjet og jeg blev henvist til en gynækolog.
Der blev mine æggestokke scannet og jeg havde ganske rigtigt også PCO.
Pga jeg vejer lidt for meget blev jeg i første omgang sat i behandling med sukkersygemedicin som hedder Metformin og fik besked på at komme igen om 4-5 måneder når jeg havde tabt 10 kg!
Det var en hård besked, for jeg havde regnet med at komme i hormonbehandling med det samme og vupti ville jeg være gravid om 1 måned, jo jeg havde planlagt det hele!
Men der var ikke noget at gøre ved det, jeg begyndte på pillerne, som jeg for øvrigt blev hønesyg af i starten.Men det er den eneste behandling der er, så der var ikke så meget at diskutere.
Da de 4½ måned endelig var gået, havde jeg tabt 12 kg og var spændt på det videre forløb.
Tænk hvis han sagde jeg bare skulle tabe noget mere??
Men til min store glæde var min nye vægt fin og han sagde straks at jeg skulle i let hormonbehandling og eftersom jeg lige havde fået mens dagen før. kunne jeg begynde med det samme.
Jubiiii det var fantastisk, endelig "skete der noget".
På 5 dagen i min cyklus skulle jeg så have en pille hver morgen i 5 dage. De hedder pergotime og de overbeviser hjernen om at den skal frigive det hormon der laver ægløsning, så der derfor kommer en ægløsning. Jeg købte en bunke ægløsningsteste og begyndte spændt at teste og til min store glæde viste den positiv på 17 dagen og jeg så mig i ånden allerede som gravid, hoppede på manden og begyndte så at mærke efter "tegn" på graviditet. Da jeg så fik min mens et par dage forsinket var jeg mere end skuffet! Jeg begriber ikke at man kan have ægløsning, være sammen med manden og så IKKE blive gravid!?? Jeg syntes det var SÅ uretfærdigt.
Nå ny måned begyndte og jeg spiste igen mine pergotime og på 18 dagen kom ægløsningen så, hmm hvorfor blev den en dag senere? Nå men lykkelig var jeg, nu blev jeg helt sikkert gravid! Men NEJ mens igen, jeg var grædefærdig! Skulle alverdens ulykker ramme mig.og KUN mig self.
Man tænker slet ikke rationelt i den situation, man kan ikke fokusere på andet end babyer, gravide og barnevogne og man er overbevist om at ALLE andre end en selv bliver gravide og man skal være den eneste ugravide i hele verden,snøft!
Nå, så kom vi frem til måned nr 3, jeg brugte mine ægløsningsteste og denne gang testede jeg til og med dag 19 og der var den endnu ikke positiv!!!!!!! Jeg var SÅ skuffet, altså slet ingen ægløsning denne gang, helt ærligt, så kunne det også være ligemeget!
Da jeg så kom til mens dag var jeg død iriterret over den ikke kom IGEN!
På dag 35 ringede jeg til min gynækolog og sagde at jeg gerne ville ha sat min mens i gang kunstigt, for nu skete der igen ingenting.
Hun spurgte så om jeg kunne være gravid og det sagde jeg at det kunne jeg ikke, for jeg havde ingen ægløsning haft og hun sagde så jeg skulle komme forbi 2 dage efter med en morgenurin,for de SKULLE tage en graviditetstest inden de satte min mens igang.
Jeg sagde det var spild af tid, men at jeg da nok skulle gøre det.
2 dage efter tog jeg derop med en urinprøve, og hun lod den rende hurtigt gennem en test, hun kom så ud og sagde at hun måtte beklage, men der var ingenting.
Jamen det vidste jeg godt sagde jeg, og fik min recept på piller der kan starte mens.
Jeg spurgte hende så om hvorfor de tager en test og det er fordi at hvis man var gravid, så ville man abortere når man startede på pillerne.
Jeg tænkte så at jeg kunne køre på apoteket om eftermiddagen og hente mine piller, men om eftermiddagen var jeg træt og gad ikke, så jeg tænkte at det kunne vente til dagen efter.
Dagen efter var jeg i byen med min veninde og jeg gik ind på apoteket og hentede dem, men et eller andet sagde mig at jeg skulle vente til næste dag med at tage pillerne.
Så jeg besluttede at starte på dem næste morgen.
Da jeg kom hjem dem eftermiddag lå der et brev fra gynækologen i postkassen, at jeg skulle lade være med at tage noget af min medicin og jeg skulle få taget en blodprøve dagen efter og en 4 dage efter igen og så komme derop til samtale.
Jeg blev godt sur for jeg tænkte at nu havde de sikkert overstimuleret mig og skulle jeg sikkert starte forfra.
Jeg fik taget blodprøverne og kom så endelig derop til samtale.
Og hun sagde at ved et rent tilfælde, havde de ikke fået rydtet op den dag jeg havde været der og få taget testen, de smider dem altid ud bagefter, men da jeg gik var der blevet drønende travlt og da hun senere kom ind i rummet igen, lå der en positiv test på bordet!?
Hun var skyndt sig ud til sin kollega og havde spurgt hende om hun også havde foretaget en graviditetstest? Nej det havde hun bestemt ikke.Så løb de ind til gynækologen og spurgte ham hvor mange streger der var på og han sagde der var 2.
Straks havde de skrevet brevet til mig og heldigvis havde jeg ikke taget pillerne.Men kun pga mine "underlige fornemmelser".
De scannede mig så og mente jeg var i 6-7 uge. Jeg blev indkaldt til en ny scanning 2 uger efter og der var jeg i 8-9 uge, så det passede fint.
Jeg blev bare SÅ glad, jeg havde jo ingen ægløsning haft, så jeg havde slet ikke gættet det.
Nu er jeg i 13 uge og jeg skal til´scanning om 3 dage for at se den lille igen, nu er den nok vokset en hel del og jeg glæder mig.
Så til alle jer der er i behandling, det KAN lykkedes, så tro på det selvom det er hamrende svært.
Mvh, Mulle |
