Det hele startede for snart 16 år siden, da jeg mødte min dejlige mand, dengang var jeg 19 år, han 9 år ældre. Ca 2 år efter vi mødte hinanden, havde vi styr på på tingene, hus, bil, båd osv. og manglede nu bare familieforøgelsen, p-pillerne blev smidt og vi skulle snart være forældre troede vi, men vi blev klogere. Den ene mdr. tog den anden hvor mens. kom og graviditen udeblev. Det var uudholdeligt og man bliver utrolig frustret og mange følelser og tanker går igennem en, skal jeg som elsker børn og altid gerne selv ville have, skulle jeg virkelig snydes for denne oplevelse. Min mand har 2 (idag) voksende børn fra fra tidligere ægteskab, så det måtte jo være mig der var noget galt med. Men årene gik og ingenting skete der, jeg har imellem tiden fået diabetes type 1 for 8 år siden, da vi pludseligt mistede min elskede far af menegitis (han boede til leje ved os på 1. salen i vores eget hus). Men håbet svandt efterhånden som årene gik, dog ikke uden at nage mig meget og håbet vil jo altid være der. Og så pludselig i juni 2003 udeblev min mens. (har altid været ustabil efter jeg stoppede med p-piller), slog det egentlig bare hen med at jeg nok var lidt stresset, men noget sagde mig alligevel at der var noget i gære, så lige for en sikkerheds skyld tog jeg en graviditetstest og den var positiv. Nu slap vi for og skulle igennem fertillitetsklinikke, som vi havde skrevet papirer til. Jeg kunne næsten ikke komme ned på jorden igen (turde jeg virkelig håbe efter alle disse år), var alene hjemme, til min mand kom fra arbejde. Mange ting skulle vi have op og vende i forhold til min diabetes og vi ville jo heller ikke blive nogle helt unge forældre, men efter 12 års prøven og venten har vi idag (syntes vi jo selv) jordens dejligste pige på 22 mdr. (måske hun også er en smule forkælet). Nu er jeg så kommet dertil hvor jeg er blevet overtalt til at vi vil prøve og få en mere og for 8 mdr. siden blev min spiral fjernet, der er endnu ikke sket noget og det er så frygteligt frustrerende mdr. efter mdr. når ens mens. kommer. Så vi må nok trøste os med at det bliver ved den ene dejlige guldklump som vi idag har, men hun er sund og rask, selvom det ville nu være dejligt med et lille punktum at få en lillebror eller søster til Stine.
M.V.H.
Anonym |
