Vi havde haft en ”aktiv” søndag, hvor der blev arbejdet på at få Juniors værelse gjort klart, tasken til hospitalet var pakket, og der var i det hele taget kommet nogle ting fra hånden. Da jeg børstede tænder, mærkede jeg en finurlig fornemmelse i maven. Gik på toilettet og konstaterede, at slimproppen var gået. Øjeblikket efter begyndte fostervandet at løbe.
Klokken var 22.30. Manden og jeg var spændte, nærmest lidt euforiske over, at det var nu, det skete – det var jo ikke en hemmelighed, at jeg nød min graviditetsbarsel og rigtigt gerne ville gå tiden ud, men sådan skulle det ikke være.
Jeg ringede til fødegangen, der anbefalede mig at gå i seng og komme ind ved 9-tiden næste morgen til et tjek. I begyndelsen var der kun lidt kraftige plukkeveer. Jeg fik informeret debatten om vandafgangen, skrevet nogle mails med ting, der lige skulle afklares, og manden fik skrevet en mail om status på hans arbejdsopgaver, så hans kollegaer kunne overtage dem i tilfælde af, at fødslen kom i gang. Og så fik jeg ellers plasket adskillige håndklæder til...
Efter en times tid begyndte veerne så småt at melde sig, og efter en time mere (00.30) var de regelmæssige med 3-4 min mellem vestarterne, og veerne varede 45-60 sekunder. Vi ringede til fødeklinikken, der mente, at veerne skulle vare minimum 1 minut hver gang, før det var alvor. Det stod på noget tid. Det fungerede bedst for mig at stå op og arbejde med veerne lænende mig over hendes tremmeseng og vuggende i hofterne. Det var virkelig et hit at have lavet knibeøvelser og arbejdet med bækkenbunden i slutningen af graviditeten; jeg følte, at det hjalp mig til bedre at kunne slappe af i musklerne og bruge veerne konstruktivt.
Jeg frøs en del, så mellem veerne krøb jeg derfor i seng i de to minutter, der var til næste ve. Mandens rolle var her at sørge for at løfte dynen og lægge en varmepude på min lænd, så jeg bare skulle kaste mig ned på madrassen og slappe af mellem veerne. På et tidspunkt foreslog han, om det ikke var en ide, at jeg bare blev i sengen under veerne, så det prøvede jeg. Dårlig ide, jeg kunne slet ikke styre veen, men kastede op og spændte ”skævt” i kroppen, der kvitterede med at springe en vepause over. Efter noget tid, hvor veerne generelt varede et minuts tid og bed godt, ringede vi igen, og vi blev enige om at komme ind til et tjek.
Kl. 4 ankom vi til fødeklinikken, hvor vi blev modtaget af en svensk jordemoder, Anna, der skulle hjælpe mig gennem fødslen. Hun konstaterede, at jeg var 3 cm åben og havde gode veer, så fødslen var i gang, og jeg kunne bare blive. Hun kørte en strimmel, og eftersom Juniors hjerterytme ikke var helt i top, blev der sat en elektrode på hendes hoved. Jeg fik akupunktur med en enkelt nål i hovedbunden, der havde en dejlig afslappende effekt på kroppen, selvom jeg stadig syntes, at veerne gjorde nas. Jeg kastede lidt op ind i mellem.
Kl. 5.20 gik vi fra undersøgelseslokalet ind til fødestuen. Veerne var nu virkelig intense, og pauserne var alt for korte til, at jeg kunne få slappet ordentligt af. Jeg så epiduralblokaden som svar på mine bønner.
Jordemoderen mente dog, at det ville være uhensigtmæssigt at bestille en narkoselæge på det tidspunkt af fødslen, fordi hun forventede, at fødslen relativt snart ville være overstået – jeg var 6 cm åben, og hun forklarede, at smerterne var så store, fordi jeg åbnede mig så hurtigt.
Jeg fik lattergas. Jeg følte ikke den store lindring ved det, men det fungerede godt, at have masken og vejrtrækningen at fokusere på under veerne.
Kl. 6.15 havde jeg ikke længere krafter til at stå op under veerne og var helt åben, men nægtede umiddelbart at lægge mig på fødebriksen, da jeg frygtede igen at miste evnen til at arbejde med veerne. Jordemoderen fik mig dog op på briksen og lagt hen over en sækkestol. Virkelig en god stilling for mig! Hun sagde, at det var ok, at jeg bandede og svovlede, hvis jeg havde brug for det. Så jeg gav los med at hyle, hvilket vist nok virkede ret voldsomt for manden ;)
Kl. 6.30 begyndte jeg at presse. Juniors hjerterytme var ikke helt god, så jeg blev kommanderet først i sideleje og derefter om på ryggen. Der blev tilkaldt en læge, der tog skal-ph’er på hendes hovede for at holde øje med, om hun fik nok ilt. Jeg pressede det bedste, jeg kunne. Manden kunne se hendes hår stikke ud, når jeg pressede, hvilket var vildt motiverende, men jeg kunne ikke få hende presset ud. Hun stod helt nede i bunden af mit bækken, så nu gjorde det ondt hele tiden, uanset om jeg havde veer. Hendes ilt var faldende, så lægen besluttede sig for at bruge en hård sugekup til at hjælpe hende ud. Det føltes som om, mit underliv flækkede i den proces. Lægen trak i to presseveer, og så var hovedet ude. Navlestrengen var rundt om hendes hals, og hun var stjernekigger, dvs. hovedet vendte opaf i stedet for nedaf, og hun havde derfor siddet på tværs i mit bækken, og det var derfor, det havde været så svært at presse hende ud. I tredie presseve fulgte resten af kroppen – en forunderlig plaskende fornemmelse, og så var smerten væk. I de næste øjeblikke tænkte jeg mere på, hvor pragtfuldt det var, at det ikke gjorde ondt end på, at vores lille Junior var kommet til verden. Hun var blevet taget direkte over til en børnelæge, der hjalp hende med lige at komme i gang efter den hårde medfart. Heldigvis så det ikke ud til, at hun havde lidt overlast så efter lidt tid, kom hun over at ligge hos mig. Jeg havde på daværende tidspunkt født moderkagen, hvilket var overraskende nemt og uden smerter, og Anna var gået i gang med at lappe min bristninger, der heldigvis ikke var så alvorlige.
Alt i alt en relativ hurtig fødsel. Smerterne var mere intense, end jeg havde forestillet mig, men da jeg lå med hende på maven, var jeg frisk nok på at gå det hele igennem en gang til, når/hvis Andrea en gang skal have en bror eller søster :)
Rikke
|
