Jeg hedder Stine, er 21 og glæder mig MEGET til jeg bliver gravid. Jeg går i skole og er færdig til sommer (ved så bare ikke hvad jeg skal derefter, men det er en helt anden historie) Jeg har været sammen med min kæreste (25) i 5½ år og vi vil gerne have børn – snart!
Vi har besluttet at vente lidt endnu så jeg kan gå til eksamen uden at være højgravid osv, men hold op hvor er det svært at vente når vi begge glæder os så meget.
Der er ingen der ved at vi planlægger graviditet og det er vældig frustrerende ikke at kunne snakke med nogen om det. Selvfølgelig har jeg min kæreste, men jeg tror han er lidt træt af at høre mig snakke om børn hele tiden. Jeg har rigtig mange tanker susende rundt i hovedet og mangler ligesom at få luftet dem ALLE sammen. Jeg synes det er svært at få sagt alt det jeg gerne vil, for jeg glemmer halvdelen af det i løbet af samtalen og så kommer jeg i tanke om det senere, men så er det ikke sikkert min kæreste lige er hjemme eller også er han faldet i søvn osv. Og når jeg ikke har andre end min kæreste at betro mig til, så føler jeg at der er en masse jeg brænder inde med…. Derfor skriver jeg her. Jeg synes det er nemmere og så bliver jeg heller ikke afbrudt. Tror også jeg viser dette til min kæreste, så han kan få en fornemmelse af hvor meget jeg egentlig tænker på det osv….
Puha, tilbage til hovedsagen.
Jeg har læst rigtig mange af de indlæg der er her på siden og synes det er vildt spændende at høre om hvordan andre tænker og føler og jeg bliver helt glad på andres vegne når de skriver at de har testet positiv – jeg bliver også tilsvarende trist, når nogen oplever SA osv.
Jeg tænker tit over hvordan omverdenen vil reagere når vi (forhåbentlig) en dag skal fortælle at vi venter os. Vil folk synes at jeg er for ung. Synes de jeg/vi er klar? (det synes jeg/vi selv jeg/vi er) Vil de blive glade eller fortvivlet? Har virkelig mange tanker på dette område….. og hvordan skal vi fortælle det? Jeg kunne godt tænke mig at gøre lidt ud af det (det er både mine forældre og svigerforældres første barnebarn) Et brev fra bebs, noget med sutter eller? Nå videre…
Jeg har været på p-piller siden jeg var 15 og er stoppet her i august for ligesom at ”gøre kroppen klar” til graviditet, eller hvad jeg nu skal kalde det. Jeg tror kroppen har meget godt af at vænne sig til et liv uden p-piller når man har været på dem så længe. I stedet bruger vi så kondom, så jeg jo så kan nå at gå til eksamen og alt det der. Jeg synes godt nok det lægger lidt af en dæmper på sexlivet at man lige pludselig skal bakse med et kondom midt i hyggen, når man har været vant til bare at ”gå lige til sagen”
Nå, men da der så var gået en måned efter p-pillestop fik jeg min mens. Jeg blev noget overrasket, da jeg havde en uregelmæssig mens før jeg fik p-piller. Jeg blev glad og tænkte at så fungerer alt da som det skal.
Her for 2 uger siden skulle jeg så have haft min mens igen, men den kom ikke og det tænkte jeg ikke videre over indtil en uge efter og den stadig ikke var kommet. Hmm. Mon jeg var gravid. Det troede jeg ikke rigtig på, for vi brugte jo kondom, men alligevel bestilte jeg nogle graviditetstests på nettet – bare for at være helt sikker. De kunne jo altid bruges på et senere tidspunkt. Mens jeg gik og ventede på at de skulle komme med posten fik jeg på en eller anden måde overbevist min hjerne om at jeg var gravid. Var det ikke lidt kvalme jeg havde der? Kunne jeg ikke godt mærke at livmoderen var vokset lidt? Osv. Var ved at dø af spænding da testene endelig kom – skyndte mig ud på toilettet for at teste. Negativ – det kunne jeg jo have sagt mig selv. Det er da helt utroligt som man kan bilde sig selv ting ind Min kæreste kunne heller ikke lade være med at ryste på hovedet af mig da jeg fortalte det
Egentlig er det jo meget godt at jeg ikke er gravid endnu – har ikke lyst til at sidde til eksamen når vandet går osv
Jeg glæder mig rigtig rigtig meget til om ikke så længe, for så kan vi smide kondomet laaangt væk og lave os et barn. Hold op hvor kan jeg næsten ikke vente…..
Det var vidst det for denne gang. Det blev vidst lidt langt. Undskyld.
Mange kærlige hilsner fra
en forhåbentlig snart gravid
Stine |
