Jeg lyver, hvis jeg siger, at vi aldrig har følt noget pres til at få børn. Jeg ved ikke hvorfor, men måske fordi der er et mylder af børn hos venner og familie. Måske fordi folk spørger: ”Hvornår skal I have børn?”. En ting har jeg i hvert fald lært af dette, og det er at det er en dødssynd at SPØRGE et barnløst par, HVORNÅR de skal have børn.
Jeg læste et eller andet sted i et debatforum noget som en kvinde havde skrevet. ”Er det sådan, at man skal gå igennem forskellige prøvelser her i livet? Er det meningen, at vi skal gå igennem denne prøvelse, fordi vi har haft det så godt i vores liv hidtil? Kan Gud virkelig ”straffe” et menneske ved at lade hende være barnløs”
Dette er min beretning om vor vej fra at tro på, at en graviditet er vel ikke så svær at fikse – til tårer, sorg forbandelse og forløsning.
Jeg og Mathias traf hinanden over Internettet for 6 år siden. På vores første date sagde det klik, og efter et par måneder havde jeg pakket mit grej sammen for at tage et sommerjob 200km sydpå til hans hjemby. Til alles store forundring blev jeg der. Jeg, som altid har været den lidt bange, sikre, praktiske pige var pludselig blevet en helt anden. Den 28. august 2004 blev vi gift.
Jeg tror, at det var i forbindelse med at Mathias’ lillebror blev far for første gang, at vi begyndte at tale om at få børn. Da havde vi bare været sammen i kort tid, så fornuften holdt os vel også lidt tilbage. Men tiden gik, og vi købte hus, og da føltes det som om, at nu er tiden inde. Nu vil vi have et barn.
Jeg havde netop læst i avisen, om berømtheder som havde udtalt: Nu er det tid for lille at få nogle søskende og”, og vupti så var kvinden gravid. Så let. Det skulle ikke være noget problem at fikse!
Jeg har ikke taget p-piller eller brugt noget andet præventionsmiddel udover kondomer, så for os var det bare om at gå i gang , troede vi. I den første tid, da alle graviditetstest var negative, tog vi det ikke så hårdt. Det var mest ”Øv, nu må vi forfra igen”, men man kommer til et tidspunkt, hvor man indser, at der er noget som ikke stemmer.
Det her går ikke som det skulle.
Min menstruation var meget uregelmæssig, men jeg gennemtævede bøger, blade og diskussioner på nettet, om hvorfor det kunne forholde sig sådan. Jeg kom frem til, at jeg var jo overvægtig og desuden stresset, så det var nok derfor, det ikke kunne lykkes. På det her tidspunkt lagde jeg alt skylden på stressen. Psykisk havde jeg det absolut ikke godt. Alle andre blev gravide, så hvorfor ikke jeg?
Ja, årene gik og ingenting skete i min krop. Det føltes som om, at alting stod stille. Både Mathias og jeg begyndte at tænke på, at vi måtte få undersøgt nærmere, hvorfor vi stadig var barnløse. Men i stedet for lagde vi kræfterne i at være plejefamilie for børn og unge. Vi flyttede til et nyt hus og skubbede barnløsheden i baggrunden.
Folk rundt om os sagde, ”Det er godt at de engagerer sig med alt det sociale, så får de noget andet at tænke på. Cecilie bliver nok snart gravid.”
Sikken en bortforklaring fra deres side. Jeg blev rasende når jeg hørte det. Efter et stykke tid, følte vi at tiden var inde til at prøve noget helt nyt. Begynde forfra. Mathias søgte nyt job i København og fik det. Vi pakkede vores grej sammen og flyttede.
I marts 2003 følte jeg mig underlig tilpas i maven og tog en graviditetstest. Jeg var sikker på, at den ville være negativ, men denne gang tog jeg fejl. Der var to streger. Den var positiv.
Jubii.
Jeg vidste ikke i hvilken uge jeg var, men vores store glæde skulle deles med andre. Så vi ringede rundt til venner og familie og fortalte om den glade nyhed. Jeg aftalte en tid hos jordmoderen. Hun mente jeg var 6 uger henne. En gammel barndomsveninde som også havde haft problemer med at blive gravid var nu også gravid. Vi skulle blive mødre næsten samtidigt.
Men inderst inde var jeg faktisk ikke rigtig glad. Der var noget som ikke stemte. ”Men nu skal alt nok flaske sig for dig”, sagde folk omkring mig.
Da jeg var i uge 12 fik jeg en kraftig blødning. Det gjorde slet ikke ondt. Det blødte bare så kraftigt, at jeg blev bange. Det første, en gravid kvinde tænker på, når hun begynder at bløde, er jo abort.
En ængstelig Mathias ringede til vagtlægen som henviste til gynækologisk akutafdeling. Der sagde de, at det sandsynligvis var et blodkar, som var bristet.
Jeg vidste bedre. Men så længe, at jeg ikke havde smerter, kunne ingen gøre noget.
Dagen efter blødte jeg stadig, og jeg var begyndt at få smerter i maven, så vi tog ind på sygehuset og de konstaterede en spontan abort. Vores ”Camilla” var død i uge 8. Udskrabning, infektioner og tårer var det, jeg havde at se frem til nu.
I september 2003 flyttede vi al vores habengut tilbage til Maribo. Det der med København var ikke noget for os. Det føltes, som om folk rundt omkring os producerede børn på samlebånd. Jeg så store maver overalt, barnevogne og børnetøj. Hørte barnegråd og barnelatter. Jeg havde det utroligt dårligt i løbet af denne periode. Værst da min barndomsveninde fødte. Jeg var glad på hendes vegne, men kunne ikke glæde mig sammen med dem.
Jeg hadede mennesker som ”pludselig” blev gravide efter blot at have været sammen i nogle uger.
Jeg hadede folk som vidste, hvordan det var at være i MIN situation. For de havde forsøgt sig i flere måneder – ja mindst to! Jeg hadede alle dem, som syntes at vide, hvordan det var at miste et barn. For mig var det der lille foster i min mave mit barn, mit kommende barn.
Mathias skammede sig over mig når jeg var opfarende og vred på folk, og jeg forstår ham. Så mange familiemiddage som jeg er blevet hjemme fra, og Mathias måtte tage af sted ene, bare fordi jeg var en rigtig……bitch.
I foråret 2004 begyndte Mathias på nyt job, hvor han blev arbejdskammerat med en gammel skolekammerat. Det var først da, at vi indså at før eller siden måtte vi tage hånd om vores problem, og jo før jo bedre.
Mathias kollega og hans kone havde også haft vanskeligt ved at få børn. De havde været igennem mange behandlinger hos en privat gynækolog, og nu havde de besluttet sig for at adoptere.
Mathias fortalte ham om vores problem. Vi fik nummeret på ham, men jeg var lidt nervøs ved tanken og lod det vare noget, inden jeg ringede. Pludselig en dag var jeg klar. Jeg ringede. Forklarede mit ærinde og fik tid allerede to uger efter.
Jeg gik omkring og var rystende nervøs for undersøgelsen. TÆNK HVIS der var alvorligt galt. TÆNK HVIS jeg aldrig skulle blive mor.
I juni tog vi derhen til vores første besøg og så kørte maskinen. Alle som har været igennem sådanne undersøgelser ved hvor sensitiv man er. I flere måneder var jeg så utrolig ked af det og urolig. Det er næsten ikke til at beskrive. Men heldigt for os har Mathias ”begge ben solidt plantet på jorden”. Jeg elsker ham for det. For hele hans støtte under denne rejse. Han var slet ikke urolig, men for hans skyld kunne vi gerne adoptere. Det er et barn, han savner ikke hans barn - men et barn.
Vi fik svar på vores prøver og i dag tager jeg Pergotime.
Det kunne have været værre” siger mange.
”Idioter”, siger jeg så. I det hele taget at gennemgå en sådan behandling er så stærkt gjort, at man ikke kan forlige sig med, hvad man fejler.
Tænk om man kunne have gemt alle de tårer, jeg har grædt i løbet af alle disse år. Så havde jeg kunnet bade i dem i dag.
Jeg har det langt fra godt. Men vi får i hvert fald hjælp.
Følelsen af at nogen ta’r sig af en, at nogen forstår, er ubeskrivelig.
Måske bliver det til endnu en beretning, hvor jeg kan fortælle om ”Lykken ved at blive gravid igen”.
Cecilie |
