Der findes forskellige former for behandling mod barnløshed - hvilken behandlingsmetode man vælger, afhænger af diagnosen.
Offentlige fertilitetsklinikker – behandling mod barnløshed og kunstig befrugtning Den praktiserende læge kan henvise direkte til behandling mod barnløshed i det offentlige sygehusvæsen. En række af de mere komplicerede behandlinger udføres i dag på seks offentlige fertilitetsklinikker på Rigshospitalet, Københavns Amts Sygehus i Herlev, Århus Kommunehospital, Odense Universitetshospital, Brædstrup Sygehus og Skive Sygehus.
På de offentlige fertilitetsklinikker har hvert par kun ret til et begrænset antal behandlinger mod barnløshed. Derudover udfører også en række privatklinikker behandling mod betaling.
Hvem kan få kunstig befrugtning? For at kunne blive behandlet med kunstig befrugtning af en læge, skal kvinden være gift eller leve sammen med en mand i et ægteskabslignende forhold. Kvinden må desuden ikke være fyldt 46 år. Reglerne står i loven om kunstig befrugtning, der trådte i kraft i 1997. Loven gælder for alle læger - både på offentlige og private klinikker.
Reduktion af fostre Ved graviditeter med flere fostre kan man få fjernet et eller flere af dem uden særlig tilladelse inden udløbet af den 12. svangerskabsuge, hvis:
- indgrebet formindsker risikoen for, at man aborterer alle fostrene
- hvis et eller flere fostre pga. for tidlig fødsel ikke vil være levedygtigt eller få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse
- der er fare for, at kvindens helbred forringes væsentligt
- at der er fare for kvindens liv.
Efter den 12. svangerskabsuge skal der en særlig tilladelse til.
Donorsæd Hvis barnløsheden skyldes mandens sæd, kan gynækologen rekvirere donorsæd fra private sædbanker. Gynækologen er så ansvarlig for kvalitet m.m. af den sæd, der bruges i forbindelse med behandlingen.
Fravær i forbindelse med undersøgelse/behandling Hvis man er fraværende fra sit arbejde for at blive undersøgt eller behandlet for barnløshed, betragtes det som almindeligt sygefravær. Er man ledsager til en person, som skal undersøges eller behandles for barnløshed, skal man derimod bruge ferie, afspadsering eller lignende. |