Anbefalinger for amning I Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen at børn skal ammes i 6 måneder og at der i hvert fald ikke bør introduceres anden mad eller drikke før 4 måneders alderen. Samtidig anbefales det, at man fortsætter med at amme, samtidig med at barnet får anden mad til 12 måneders-alderen eller længere. Disse anbefalinger er i overensstemmelse med anbefalingerne fra WHO og fra de fleste andre lande.
Anbefalingen er baseret på en nøje afvejning af fordele og ulemper for mor og barn. I overvejelserne er også medtaget den viden man har om mulige negative effekter af forurening i modermælk. Amning har mange fordele Udover en mulig positiv effekt af amning på børns mentale udvikling, har amning mange andre fordele. Amning beskytter mod infektioner og ser også ud til at give nogen beskyttelse mod udvikling af visse sygdomme, som f.eks insulinkrævende sukkersyge. Desuden giver amning moderen en vis beskyttelse mod udvikling af brystkræft. Alle disse effekter skal tages med i vurderingen når man anbefaler hvor længe mødre skal amme.
Flere studier af danske børn har vist, at børn der ammes længe også vokser en smule langsommere end børn der får modermælkserstatning.
Der er intet, der tyder på at den beskedne reduktion i vækst, der ses hos ammede børn har negative sundhedsmæssige effekter.
Det er selvfølgelig væsentligt at være opmærksom på mulige konsekvenser af forurening i modermælk. Og også at gøre hvad man kan for at reducere forureningen. Det kan f.eks ske ved at fraråde, at kvinder spiser fisk med højt indhold af miljøgifte. Et sådant råd vil også nedsætte fosterpåvirkningen, der for mange miljøgifte er et betydeligt større problem end overførslen af miljøgifte gennem modermælken. Påvirkningen af fosteret reduceres ikke ved at afkorte amningen.
BabyOrNot, 2006 Kilde: Sundhedsstyrelsen |